[ Home | Princippet | Sun Myung Moon | Indføring | Taler | Velsignelsen | Organisationer | FAQ | Links ]



Gud
Unification Church forklarer, at den samme Gud står bag de forskellige religioner. Problemet er ikke, at vi har givet Gud forskellige navne, men at vi opfatter Gud forskelligt.

„Princippet“ forklarer, at Gud ikke blot har intelligens, følelser og vilje; men Gud er en gud af „hjerte“. Guds natur er derfor at glæde andre, og Guds glæde er at finde et væsen, til hvem han kan give det mest kostbare, han har, nemlig sin kærlighed. Gud har derfor skabt menneskene, for at vi skulle blive Guds sande børn, dvs. mennesker som tilhører Gud og som har arvet Guds egen natur og hjerte - modne mennesker, som Gud kunne være stolte af.

Syndefaldet bragte imidlertid en helt anden situation. Meget tidligt erfarede Sun Myung Moon, at Guds „hjerte“ er tynget af sorg og ensomhed, der bedst kan sammenlignes med den smerte, forældre føler, hvis de fornægtes af deres egne børn.

Idealet
Gud er ikke blot en far, men lige så meget en mor for mennesket. Gud er faktisk menneskehedens usynlige forældre. En mand alene eller en kvinde alene kan derfor ikke fuldstændigt afspejle af Gud. Kun når en mand og en kvinde bliver sande forældre, kan Guds ideal virkeliggøres.

De første mennesker, Adam og Eva, voksede op som søskende under Guds kærlighed, og efterhånden som de modnedes, skulle de mere og mere blive som virkelige børn af Gud. Så ville Gud have velsignet dem i et ægteskab, og de kunne være blevet menneskehedens første Sande Forældre, som ville være udspringet for sand kærlighed i verden. Efterkommere af Adam og Eva skulle ligeledes være blevet Sande Forældre og udspring for sand kærlighed mellem mennesker. Gud, far og mor skulle danne en treenighed, og gennem vore forældre skulle vi lære Gud at kende.

Sådanne familier skulle opbygge samfundet og verden, og dette ville være himmerriget på jorden.


Syndefaldet
Men de første mennesker svigtede. Mennesket har et ansvar for at nå sin fuldkommenhed, og Adam og Eva troede ikke den sandhed, de skulle have fulgt for at blive fuldkomne. De fulgte i stedet det falske råd fra „slangen“ i Edens Have. Princippet forklarer, at slangen er Satan, som var en ærkeengel, og at Guds ord til Adam og Eva om ikke at spise af frugten fra „træet til kundskab om godt og ondt“ betyder, at de ikke skulle begynde at spise af den seksuelle kærligheds frugt.
Hvis de havde fulgt dette råd, kunne de have modnet sand kærlighed, og da ville Gud kunne have velsignet dem i et ægteskab, hvor det seksuelle forhold ville blive et udtryk af sand kærlighed- en hellig handling, hvor mennesket er med til at skabe et nyt barn for Gud.

I stedet lykkedes det Satan, at forføre Eva ind i et seksuelt forhold, som udelukkede Gud, og på dette falske grundlag startede Adam og Eva deres seksuelle forhold. Resultatet blev en menneskeslægt, der ikke tilhørte Gud, men Satan.

Så kundskabens træ skulle bære gode frugter; men i stedet kom der onde frugter. Menneskets kærlighed blev korrupt og egoistisk. Guds ideal blev aldrig virkeliggjort, og der kom ingen mennesker på jorden, som Gud kunne dele sit liv og sin kærlighed m ed. Menneskene var i stedet kommet ind i Satans slægt, og der opstod had og jalousi, der førte til, at Kain dræbte Abel.


Frelse
Princippet forklarer, at frelse betyder at rette op på det, der gik galt. Det er altså ikke tilstrækkeligt at Gud tilgiver os. Vi må også blive til det, Gud har skabt os for at være, dvs. sande børn og sande forældre, eller som Jesus siger: "Fuldkomne som vor Himmelske Far er fuldkommen". Derfor må vi påny komme ind i Guds slægt og blive fri af arvesynden (slægtskabet til Satan).

Messias
Messias kommer for at blive menneskehedens Sande Forældre og bringe os ind i Guds slægt, så vi selv kan blive sande forældre. Så Messias kommer faktisk som en ny Adam, der også må møde eller genskabe sin nye Eva.

Jesus kom derfor for at oprette Sande Forældre på jorden. Han skulle være blevet modtaget og ikke korsfæstet. Hvis det var sket, ville vi allerede leve i himmerriget på jorden. Imidlertid blev Guds søn forkastet af det udvalgte folk (jøderne), og det medførte, at menneskene, især jøderne og de kristne, måtte igennem mange flere lidelser, før det igen kunne blive muligt for os at få sande forældre.

Hvem er Sun Myung Moon?
1992 gav Sun Myung Moon følgende offentlige erklæring i en særlig tale ved en konference, hvor de tilstedeværende var politiske og religiøse ledere fra hele verden, ansete videnskabsmænd og repræsentanter fra verdenspressen: „Min hustru og jeg er menneskehedens Sande Forældre. Vi er frelseren og Messias, der skulle komme tilbage.“

Sun Myung Moon har forklaret, at denne erklæring oprindeligt skulle være givet 40 år tidligere, men eftersom han ikke blev modtaget af kristendommen, måtte han skabe et nyt fundament gennem Unification Church, før denne erklæring kunne gives.

<< Forrige | Videre >>